Lines Klumme

“Aflever dit pas. Og læg din selvstændighed og integritet her i indboksen ved siden af. Det skal du nemlig ikke bruge lige foreløbig.”

Sådan kunne der lige så godt stå på de papirer, man får tilsendt, når man melder sig hos Jobcenteret og i A-kassen som ledig - for faktum er, at man ikke kan få lov at slå en prut, uden en sagsbehandler har haft mindst 14 dage til at vurdere om det kan godkendes eller ej, og om det evt. skal modregnes i dine dagpenge. Dagpenge, som jeg har indbetalt forsikringsydelse til siden 2001, og som jeg nu kun kan få udbetalt hvis jeg klæder mig nøgen og lader mig ydmyge foran panelet.

Finanskrisen har efterhånden kostet mange jobs, og i november var det så min tur til at stå dér med et stykke gråt papir i hånden - lige efter jeg i øvrigt var kommet tilbage på kontoret efter at have aborteret for anden gang. Det er så tredie gang jeg bliver fyret i finanskrisen, og det er efterhånden rigtig træls at være fanget i den onde cirkel af “sidst ind, først ud”. 8 måneder efter tiltrædelse løb virksomheden tør for opgaver, og jeg måtte ud til højre. Igen. Dennegang lykkes det ikke at finde et nyt job inden opsigelsesperioden udløb, ikke mindst fordi min branche er gået totalt i stå, og vi er 80 topkompetente kandidater til at kæmpe om hvert eneste lille job. Bare på Sjælland!

Og selv om jeg havde tre måneder til at mentalforberede mig på ledigheden og dagpengereglerne (som jeg husker med gru fra dengang, jeg blev færdig og røg direkte ud i 9 måneders arbejdsløshed), og selv om jeg har fokuseret på det positive i at have mere tid til hus, hund og have (og mand, vil manden sige ), så føles det som en mavepuster af et knock-out pludselig at blive konfronteret med skrankepaverne i A-kassen.

Reglerne er stive: Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet 24-7, du skal møde op til tvungne møder med kort varsel, du skal meddele hvis du overnatter på en anden adresse end din egen, du må ikke forlade landet (ikke engang for en shoppe-søndag i Malmø), du må ikke arbejde gratis, dine mindste aktiviteter fra yoga til sprogkurser skal godkendes af en sagsbehandler, og du skal have A-kassen til at stemple dit feriekort, hvis du vil have ferie.

Alt dette vidste jeg godt fra sidst. Men var ikke forberet på MØDET MED A-KASSEDAMEN.

I løbet af nul-komma-vupti fra jeg havde meldt mig ledig i Jobcenteret, lå der et brev i min postkasse om at jeg skulle komme til møde i A-kassen. Forinden skulle jeg indsende CV, eksempler på ansøgninger, og i øvrigt medbringe to opslåede fuldtidsstillinger, som jeg derefter ville blive pålagt at søge. I øvrigt skulle jeg indtaste mit CV på Jobnet - - - og her skal der så sidde en sagsbehandler og godkende mit CV! Well, naivt forestillede jeg mig at mødet var personligt. Det var det ikke. Vi sad ca. 30 “nyledige” (det er nærmest en hel etnisk ghetto..!) og hørte på at A-kassedamen talte ned til os i 1½ time. Uden medmenneskelighed, uden forståelse for at vi faktisk synes det er rimelig træls at sidde dér. Nu er jeg akademiker, og det er de 29 andre også - en del var tydeligvis fyrede, og en del var nyuddannede. Til fælles havde vi at vi bare følte os YDMYGEDE og umyndiggjorte, som vi sad der.

Jeg har været ansat i en statslig institution, og der var jeg - med mandat fra Folketinget - flere gange i Bruxelles og forhandle forordninger på Danmarks vegne. Alene! Og inden jeg fyldte 30! Se, sådan et ansvar kunne Folketinget altså godt udstyre mig med, og have tillid til at jeg levede op til. Men tage ansvar for egen jobsøgning… det har samme Folketing IKKE tillid til jeg kan varetage! Så derfor er der indført kontrolinstanser.

Selvsamme Folketing kan så åbenbart heller ikke stole på mine intentioner om at holde ferie, for mine feriepenge, som jeg selv har opsparet i det forgange optjeningsår hos en nu tidligere arbejdsgiver. Hvis jeg nu stadig var hos denne arbejdsgiver, så kunne jeg godt få lov til selv at skrive under på FerieKonto-slippen, og indkassere mine feriepenge på et givent tidspunkt. Men - næhnej, når man er på dagpenge, så skal man have sin værge til at stemple og underskrive at man ikke fusker med de feriepenge, man selv har optjent.

Så altså: Er man i job hos en arbejdsgiver, er man automatisk tillidsværdig og kan få lov at tage ansvar for store og små opgaver, og ikke mindst egen ferie. Men er man arbejdsløs, er man automatisk underlagt mistanke om fusk, og må derfor kontrolleres. Man går altså fra at være ansvarlig samfundsborger til nærmest kriminel fra den ene dag til den anden. Lige hvad man har brug for, når man lige har mistet sit job, sine kollegaer, sin hverdag og sin indtægt!

Gemt i: Klumme d. 15. marts, 2010 | 10 kommentarer »

Efter lang parlamentarisk dialog mellem flere af de faste bloggere er vi nu (næsten) enige om at holde et ganske uformelt - men ikke desto mindre underholdende - bloggermøde!  Og her kommer invitationen:

HVORNÅR: Lørdag den 24. april 2010

HVOR: Sørens Værtshus, Vandkunsten i København (tjek Sørens ud: http://www.sørensværtshus.dk/index.html)

HVEM: Alle bloggere, der har tid og lyst til en festlig aften

HVORNÅR: Fra kl. 21.00 til..? (Hvis nogen har lyst, kan vi mødes tidligere på Chili til en burger..?) (http://www.restaurant-chili.dk/)

Kommer du..?

Gemt i: Blogfest d. 9. marts, 2010 | 20 kommentarer »

Forleden fik jeg et afslag på et job, jeg havde været til samtale på. Det var forventet, så skuffelsen var ikke helt så stor. Men jeg fik til gengæld en rigtig god begrundelse for hvorfor de ikke havde valgt mig, og det har i den grad givet stof til eftertanke.

Det var et job, til hvilket jeg passede 100% + ekstra 20%, og jeg ville kunne trække fra fra dag 1. De havde fået 80 ansøgninger, hvoraf de 40 var kvalificerede, og de havde inviteret 6 til samtale - og af de 6 var vi allesammen 120% kvalificerede. I sådan en situation er det jo kemi og marginaler, der afgør valget.

Først og fremmest begrundede de fravalget med persontype - de prøvede at sætte forskellige typer sammen i teamet, og de havde sådan en som mig i forvejen. Det synes jeg i sig selv er stort - de fleste ansætter jo nogen, som ligner dem selv, og det borger jo ikke for den store mangfoldighed og forskellige synspunkter på tingene. Men den anden begrundelse var meget mere interessant at høre for mig.

“Var du meget nervøs?” spurgte manden. Nej, det var jeg ikke - tror det er en af de samtaler, hvor jeg har været med afslappet og rolig, og som følge deraf synes jeg det var en rigtig god oplevelse. “Vi havde svært ved at finde ud af hvem DU er som person,” sagde manden, “det virkede som om du holdt dig meget tilbage.”

Okay? Jeg synes nu jeg både virkede glad og frisk, og svarede godt på deres spørgsmål. Men jeg har faktisk for nyligt hørt noget tilsvarende i en anden sammenhæng - at jeg ikke viser hvem jeg er, at folk kan opfatte mig som professionel, kynisk, kold, aflukket. Og det er så langt fra sandheden som det næsten kan være…

“Du må gerne være lidt mere… hvad skal vi sige… løssluppen,” sagde manden, “hvis du ellers kan bruge den tilbagemelding til noget.” Og det kan jeg - det giver i den grad mening, når jeg sætter det sammen med ovenstående oplevelse. Det handler om at jeg er elendig til at udtrykke mine følelser. Eller det vil sige, elendig til at komme ud over rampen i den slags siturationer. Jeg kan grine, fortælle vitser, og være utrolig seriøs, men ikke rigtig slå håret ud. Noget med en facade, hvor jeg gemmer min sårbarhed inde bag. Den sårbarhed, som har lidt overlast af mobning i skolen. Et forsvar, der ikke tillader andre at trænge ind, hvor de kan komme til at gøre fortræd. Jeg vil gerne være professionel og seriøs, selv om jeg inderst inde er et socialt anlagt sludrechatol med hang til grineflip. Og som gerne deler de inderste tanker med venner, kollegaer, bekendte… og som måske endda deler nogle af de lidt for private ting med lidt for mange mennesker. Endda på en måde, som har modsatte virkning end tilsigtet; nemlig på en måde, så jeg virker kold, kynisk og beregnende.

Gisp. Intet kunne være mere forkert. Jeg må vist øve mig i at være mindre hård… ved mig selv!

Gemt i: Klumme d. 2. marts, 2010 | 2 kommentarer »

Dagens kage ;-)

Gemt i: Klumme d. 27. februar, 2010 | 2 kommentarer »

Er helt enig med Prinsesse Pink: Lad os finde den dag! Så ærede kollegaer i blogland: Skal vi sætte en dato for aldeles underholdende møde over mojitos? Jeg foreslår lørdag den 6. marts eller alternativt lørdag den 13. marts i København. Kommer I?

Gemt i: Klumme d. 26. februar, 2010 | 61 kommentarer »

Grrrrr.

Klokken nærmer sig 14.33, og min mave signalerer at det nu er ved at være nogen tid siden frokost. Min urhjerne gør opmærksom på fravær af chokolade. Min rationelle hjerne gør opmærksom på at chokolade er forbudt. Min urhjerne gør opmærksom på at der er italienske boller og syltetøj ude i køkkenet. Min rationelle hjerne gør opmærksom på at italienske boller og syltetøj er forbudt. Og beder hånden om at fiske et par mandler op af den dertil indrettede snackpose på bordet. Urhjernen er ikke tilfreds. Den gør opmærksom på at bageren kun er tre minutters gang herfra. Og at en romkugle… nej, en flødeskumskage… eller begge dele - ville smage forfærdelig godt. Min rationelle hjerne beder korpus om at rejse sig, gå ud i køkkenet og skære en skive RUGBRØD, hvorpå der lægges et stykke ost. De italienske boller forbigås i et indre opgør mellem urhjerne og rationel hjerne om overherredømmet - rationel hjerne 1-0.

Tilbage ved skrivebordet begynder urhjerne at argumentere for at sulten endnu ikke er stillet, og de der mandler er ret så fesne. Rationel hjerne gumler ostemad. Og prøver at aflede urhjerne med at beskæftige sig med noget fagligt. Urhjerne lader sig ikke aflede, og truer nu med at smide sig hysterisk skrigende på gulvet, hvis der ikke kommer guf på bordet. Rationel hjerne begynder at vakle. Er der ikke også noget med at fanatisk afholdenhed fører til umådeholden fråds? Er det i øvrigt ikke derfor alle slankekure altid går i stykker, når man - efter at have opnået ønskevægten - kaster sig frådende over alle de lækre sager, man har savnet så længe? Men rationel hjerne får lige en justerflad af indre biologiske ur: Vi er jo ikke på slankekur - vi er faktisk ude i en mission, der handler om at sænke insulinniveauet i blodet, så vi bliver frugtbare. Urhjerne indser at hysterisk krampe på gulvet ikke giver noget udslag, og rejser sig argt op. Urhjerne gir’ sig - for nu. 2-0 til rationel hjerne. Men bare vent til indkøbsturen på vej hjem - så skal urhjerne nok vende tilbage!

Urhjerne og rationel hjerne genoptager mudderwreslingen i Føtex, og genner skiftevis korpus i retning af grøntsager og slikhylde. Rationel hjerne er næææææsten ved at blive overtalt til et stykke chokolade. Bare et lille et. Men så skal det også være mørk chokolade med lavt sukkerindhold. Det har de ikke nede i Føtex… Rationel hjerne vinder dagens wresling med 3-0.

Gemt i: Klumme d. 23. februar, 2010 | 4 kommentarer »

Så er der en uge tilbage. Fem arbejdsdage - en arbejdsuge tilbage, og så er det slut med det gamle job. Jeg har det lidt blandet med det - det har været tre meget lange og hårde måneder, der i den grad har trukket tænder ud, men samtidig siger jeg farvel til en masse gode og søde kollegaer. Hvis ikke det var for dem, kunne jeg nok slet ikke stå på benene! Og jo - jeg GLÆDER mig nu til at få tid til diverse huslige sysler. Til ikke at skulle kæmpe mig ud af sengen hver morgen (den holder dælme godt fast!), og til at kunne gå en laaaaang tur med hunden midt på dagen i det bedste dagslys

Jeg har lagt planer, og skrevet ting ned, jeg gerne vil - og ligesom med nytårsfortsætter, så holder løfter bedre, hvis man deler dem med andre. Så here goes:

• Jeg skal have en fast biblioteksdag hver uge, hvor jeg browser rundt på det lokale bibliotek, læser alle damebladende og Illustreret Videnskab. Og låner spændende bøger med hjem.
• Jeg udfordrer mig selv: Jeg skal mindst én gang om måneden låne en bog om et emne, jeg normalt ville forbigå (gode forslag modtages gerne!)
• Jeg skal gå en lang tur med hunden HVER dag.
• Jeg skal sætte en DVD på med enten yoga eller pilates mindst to gange om ugen.
• Jeg skal møde til løbetræning mindst en gang om ugen (to gange, hvis mit knæ ikke brokker sig for meget).
• Jeg skal gå til spinning mindst en gang om ugen (man aner her et komplot, der går ud på at komme i bedre form).
• Jeg skal lave en madplan for hver uge.
• Jeg skal lægge mit Dankort i skuffen, og kun hæve det nødvendige beløb kontant hver uge.
• Jeg skal glæde mig over, at med alt den motion er det næsten som at få nyt tøj, når jeg kan krybe ned i de gamle bukser igen
• En dag om ugen står den på oprydning/tømning af tilbageværende flyttekasser/organisering af hjem.
• En dag om ugen/to halve dage om ugen står den på intens jobsøgning.
• Og lige så snart sneen smelter, skal jeg i gang med adskillige graveprojekter i haven (dette behøver jeg ingen motivation til - det kribler allerede i fingrene, når jeg læser frøkatalogerne..!)

Jeg kommer bestemt ikke til at kede mig. Men jeg kommer nok til at overfalde de mennesker, jeg møder på min vej, i desparat underskud af voksenkontakt

Gemt i: Klumme d. 21. februar, 2010 | 2 kommentarer »

“Dobbeltgängerweek” har gået sin gang på Facebook, og forrige uge var tiden så kommet til mig (til de, der ikke kender dobbeltgängerweek-konceptet kan jeg fortælle, at det får ud på man finder et billede af en berømthed, man har fået at vide man ligner, og sætter billedet ind som profilbillede en uge). Idet jeg aldrig er blevet sammenlignet med andre berømtheder end Babe - den kække gris, besluttede jeg mig for selv at finde på én. Og hvorfor ikke gå efter guldet?

Jeg valgte derfor et superlækkert billede af Nicole Kidman, med langt, glat blond hår og et casual-på-den-sexede-måde outfit. Med lidt god vilje har vi samme slags næse, og jeg har også engang haft langt, blond hår…

I løbet af dobbeltgängerugen fik jeg kigget rigtig mange gange på billedet (er temmelig aktiv på føromtalte site, med det ene formål at jagte dagens bedste grin - og selvfølgelig holde kontakten til vennerne ). Nicole er altså ret så pæn, synes man. Det er jeg ikke - mere. Den korte version er, at jeg i løbet af de 2 sidste år har haft 4 jobs i 3 virksomheder, er blevet fyret 3 gange, er flyttet 2 gange, er blevet snydt af en bankmand 1 gang (så vi hang i luften over et økonomisk sort hul), og har aborteret ønskebarnet 2 gange. Den slags oplevelser har det med lige at slå luften lidt ud af madammen, så der blev ikke lige overskud til at gøre det i sund kost og lange løbeture. Jeg er derfor gået fra størrelse 36 -> 42, er vokset komplet og aldeles ud af min tøjsamling, og nægter at købe bukser i butikker for store piger. Så jeg har derfor kun 2 par bukser, jeg kan passe - mit pæne par bukser (der bliver brugt til jobsamtaler), og mine jeans (der bliver brugt til alt andet).

Det betyder at man (jeg) begynder at få et lempfældigt forhold til eget udseende. Gider ikke købe nyt tøj, da det er en nedtursoplevelse at konstatere at den smarte kjole bare IKKE er smart i størrelse 42 - der kommer man bare til at ligne en kvabset søhest. Og de lavtaljede bukser gør ikke noget godt for muffin-effekten. Så jeg trasker derfor rundt i jeans tilsat kedelige, gamle sweatre, og har ikke lyst til at møde exkæresten på gaden.

Men. Nicole gjorde noget ved min selvopfattelse. Nu kan det være nok - jeg gider ikke være grå karklud længere. Nu vil jeg godt være smart igen. Have nederdel og høje hæle på. Fikse jakkesæt. Det hænger alt sammen i skabet og venter på jeg kommer ned i størrelse 36/38 igen.

Første skridt på vejen er, at jeg har skiftet de gamle, forvaskede sove-t-shirts ud med en lækker silkenatkjole… godt skubbet på vej af min mand, som gav mig et meget lækkert stykke natlingerie i julegave - i ren blonde, hvilket ifølge mit indre termometer er alt, ALT for koldt at sove i om vinteren. Så jeg var derfor på en månedlang jagt efter noget med lidt krop og ærme, som samtidig var lækkert. Og bingo! I butik nr. 362 var den der endelig - silkenatkjolen! Og tænk - jeg føler mig faktisk lækker på Nicole-måden, når jeg kryber i seng om aftenen…

Gemt i: Klumme d. 16. februar, 2010 | 9 kommentarer »

I fredags var min mor og jeg til wellnessarrangement i Ringsted Svømmehal. En gang om måneden, fredag aften, lukker de varmtvandssalen af og laver wellnessarrangement, komplet med stearinbelysning, agurkevand og pling-pling musik. Og massagetilbud, ikke at forglemme (meget vigtigt). Men altså, min mor og jeg har en underforstået aftale om at vi skal prøve alle slags wellnesstilbud i det nære ind- og udland (missionen har 2 gange bragt os til Sverige), og derfor lå det lige til højrebenet, når det nu var i lokalområdet.

Ingen af os havde været i Ringsted Svømmehal før, og vi aftalte derfor at mødes lidt før portene gik op det det store arrangement. Det var klogt… mens jeg cirklede rundt udenfor efter en parkeringsplads, ringede moderen for at fortælle at hun havde købt min billet, og jeg skulle skynde mig, for massagetiderne gik hurtigt! Hun havde mødt et par bekendte derinde, der havde prøvet det før. Og ganske rigtigt - da jeg kom ind, et kvarter før startskuddet lød, var der allerede kø. Vi stod næsten forrest, og man kunne mærke hvordan anspændtheden steg blandt de fremmødte, efterhånden som klokken nærmede sig wellness. Køen nåede efterhånden også helt ud på gaden.

Endelig gik starten, og så så man lige alle damerne (og enkelte mænd) spurte af sted mod omklædningsrummene for at nå at få en massagetid… Der opstod nærmest tumultagtige tilstande, da vi lige indenfor døren til omkædningsrummet skulle tage fodtøjet af, og dermed blokerede for yderligere indtrængen på området. Min mor forsvandt derefter frygtløst ud i masserne, og fik massagetider til os

Hun selv gik ind til den første tid, mens jeg lå og flød rundt i varmtvandsbassinet og iagttog alle damerne. Der var 95% damer, i alle aldre, størrelser og typer badetøj. Enkelte af damerne havde haft held til at få trukket deres mænd med, primært til massageformål (altså skuldermassage..!), andre var af sted med veninderne, søstrene, mødrene.

Så blev det min tur til massage - og som jeg stod dér foran de til lejligheden opsatte skærme og kiggede på listerne forstod jeg starttumulten: Der var kun 36 massagetider - og 100 gæster! Allerede der, 20 minutter efter start, var listerne overtegnede, og folk stod på venteliste. Det der massagearrangement kan de vist godt udvide med et par massører mere.

Massagen var god - og tiltrængt! Aaaaahhh

Derefter var vi skiftevis i sauna, under den kolde bruser, i sauna igen og tilbage i varmtvandsbassinet. Alt i alt fik vi 2½ time til at gå derinde, og man følte sig dejlig renskuret, afslappet, gennemvarmet og godt tilpas bagefter.

På en skala fra 1-5, hvor 5 er bedst, får Ringsted Svømmehal 3½ stjerne for deres arrangement. Det trækker ½ stjerne ned at man kunne høre larmen fra den øvrige svømmehal (det kan de nok ikke gøre så meget ved), og 1 stjerne ned at massagetiderne var så begrænsede. Ellers synes jeg det var et vellykket arrangement, og kunne snildt finde på at komme igen - også på en almindelig dag, bare for at svømme nogle baner og benytte den dertilhørende sauna + “Det Kolde Gys”

Gemt i: Klumme d. 15. februar, 2010 | Ingen kommentarer »

Tragic har nomineret mig igen Og så så man lige mig smile stort hele vejen hen til tasterne For der er ikke noget så skønt som at få at vide at andre læser med! Jeg takker og rødmer stolt hele vejen fra navlen!

Så derfor får I syv mere om mig, nu forklædt som de syv små dværge:

Brille: Rager rundt som en muldvarp, hvis jeg ikke har mine briller (eller linser) på. Har dog efterhånden lært huset udenad, så jeg falder ikke (så meget) ned af trappen… mere.

Gnavpot: Er mig om morgenen. Jeg GIDER ikke stå op fra min dejlige, lune seng, jeg sov lige så godt…. og alle forsøg på at få mig til at vågne, når jeg nu HAR besluttet at jeg liiiiige skal have 5 minutter mere, bliver mødt med kradsemærker og ildspyen, som er en gammel hundrage værdig. Ingen sammenligning i øvrigt.

Lystig: Er mig, til fredagsøl med vennerne - eller bare en grå dag på kontoret, hvor der skal skråles med på http://www.youtube.com/watch?v=HIPRVHPJ3GM - eller bare når jeg læser nogen af jeres sjove, skæve, spøjse oplevelser fra hverdagen

Prosit: Kommer af en stolt slægt af hårde nysere.

Flovmand: Tror det kom rigtig meget op i mig en søndag efter en (våd) julefrokost, hvor det langsomt dæmrede for mig, at jeg havde underholdt hele Metroen med sangen om den lille undulat…

Sleepy: Mig om morgenen/formiddagen. Ægte B-menneske, og det bliver bare aldrig en god dag, når jeg skal op før 07.00.

Dumpe: Hvis det skal gå stærkt, kan man altid regne med at jeg er klodset, taber ting, render 27 gange rundt om mig selv og glemmer halvdelen. Til gengæld skal jeg have en kold øl, når vi så HAR nået check-in i tide

Sluttelig vil jeg takke alle de fantastiske bloggere derude - det er en fornøjelse uden lige at læse historierne fra jeres virkelige liv! Hele bloguniverset har åbnet en hel ny verden fyldt med mærkelige overraskelser. Må Kraften være med jer!

Gemt i: Klumme d. 9. februar, 2010 | 2 kommentarer »